
Watts vinder for ”genial løsning” ved Danish Design Award 2025

Det var et stolt team fra Watts på scenen, der i går aftes modtog en prisen ved Danish Design Award 2025. Den danske teknologivirksomhed vandt prisen for deres Watts Homegrid - et intuitivt system, der gennem solceller, batteri og en lille hjerne i eltavlen sikrer grøn og billig strøm til danske husejere.
Juryen fremhæver, at løsningen er ”ret genial” og ”gentænker måden, vi bruger og forstår energi på.” Systemet lærer af familiens forbrug, bruger energien på de mest effektive tidspunkter og forvandler hjemmet fra belastning til bidragsyder i elnettet. Ifølge juryen ønsker de fleste forbrugere ikke at være energieksperter – de vil helst bare tage de rigtige valg automatisk.
”Og det er netop det, Homegrid leverer. Smart design, der bare fungerer,” lyder det i juryens begrundelse.
Ifølge Martin Virenfeldt forener Watts Homegrid fysisk design med adfærdsdesign - og netop den kombination bliver vigtig for at sætte fart på den grønne omstilling.
“Den grønne omstilling bliver ikke drevet af kompliceret teknologi eller flere apps, men af bedre adfærd. Når vi designer teknologi, der føles naturlig og let at leve med, bliver de grønne valg til vaner, ikke projekter,” siger Martin Virenfeldt, Head of Design hos Watts.
Danish Design Awards uddeles hvert år og hylder de virksomheder og organisationer, der skaber positiv forandring gennem design. Vinderne udpeges af en uvildig jury af profiler inden for design, ledelse og research i Danmark.
Den stille revolution i hjemmets energi
Løsninger som Watts’ er en del af en større bevægelse, hvor design gør almindelige danskere til aktive deltagere i den grønne omstilling, uden at kræve teknisk indsigt eller konstant opmærksomhed. En gennemsnitlig husstand vil spare 70% på elregningen med løsningen og er samtidig med til at aflaste elnettet, der presses af flere elbiler og større belastning helt generelt.
“Vi er stolte over, at juryen har belønnet et design, der handler om at skabe værdi gennem ro og enkelhed. For os er det et bevis på, at det stille design også kan drive store forandringer,” siger Martin Virenfeldt, Head of Design hos Watts.
Watts kalder sin tilgang post-teknologisk design. En filosofi, hvor teknologien arbejder i baggrunden, mens brugeren oplever ro og tryghed. Systemet lærer af husstandens rytme og automatiserer beslutningerne, så hverdagen bliver grønnere uden dashboards og kontrolpaneler.
“Grundlæggende vil vi helst ikke tænke for meget over vores forbrug og ønsker i stedet at stole på teknologien. Når teknologien arbejder stille i baggrunden, får mennesker ro, og netop den ro skaber reel forandring,” siger Martin Virenfeldt.
Faktaboks
Ved årets Danish Design Award blev Watts Homegrid hædret med en pris for deres evne til at oversætte kompleks energiteknologi til ro og enkelhed i hverdagen. Systemet forbinder solceller, batteri, elbil og varmepumpe i ét samlet kredsløb og styrer automatisk, hvornår energien skal bruges, lagres eller sælges tilbage til nettet, alt efter priser, belastning og CO2-udledning.
Om Watts
Watts er en førende leverandør af komplette energiløsninger, der gør det nemt for private, virksomheder og fællesskaber at bidrage til den grønne omstilling. Som en one-stop-shop tilbyder vi alt fra (egne) produkter og rådgivning til installation, service og support. Med mere end 600.000 brugere på vores app har Watts allerede hjulpet tusindvis af danskere med at reducere deres forbrug (el/vand/varme) og fremme intelligent forvaltning af lokal vedvarende energi – til gavn for både miljøet og pengepungen.
Som en del af en visionær energikoncern med dybe rødder i det danske samfund bærer vi et stort ansvar for at drive den bæredygtige udvikling fremad. Andel, vores moderselskab, har i flere generationer arbejdet for at skabe en bedre fremtid gennem fællesskab og demokratiske værdier. Hos Watts tror vi på, at selv små handlinger kan gøre en stor forskel – ingen kan gøre alt, men alle kan og burde gøre noget. Klimakrisen venter ikke. Watts’ løsninger er tilgængelige for alle, uanset om du er privatperson, bygningsforvalter eller en del af et større energifællesskab. Som en vertikalt integreret virksomhed har vi kontrol over en stor del af værdikæden, hvilket sikrer en optimal kundeoplevelse.